Indianer

Indianer tema uge

Formål:

Temaet er valgt med fokus på det kreative, sociale og sproglige udviklingsområde.

Formålet med at vælge indianer tema er, at børnene kan få mulighed for at bruge deres individuelle kreative udtryk. Vi skaber rammerne: dragter, pandebånd og smykkefremstilling, men det er op til børnene selv hvordan de vil udsmykke dem. De får mulighed for at fremstille noget, der er deres eget, samtidig med at de er en del af et større fællesskab. Vi sætter ord på det vi gør og benævner farver, materialer og synger indianersang. I år har vi igen valgt, at børnene laver et indianertelt. De er både med til at male og samle det. Vi sætter desuden to andre telte op som institutionen har. Børnene er desuden med til at lave indianerflag. Flagene bliver dekoreret med håndaftryk.

Fremstillingen af udklædningen skal så vidt muligt ske i fællesskab på legepladsen. Det skal ske i små grupper på tværs af husene. På den måde er der plads til dialogen børn og børn imellem, samt mellem den voksne og børnene. Børnene får en oplevelse af fællesskab vuggestue og børnehave imellem. De kan desuden søge inspiration hos hinanden.

Vi har valgt at slutte vores indianertema af om fredagen med en fælles indianerfest, hvor alle skal bære deres udklædning og vi spiser pølser og brød som er tilberedt på bål. Vi brugte de indianertelte børnene havde lavet til at sidde og spise i.

Metode:

Mandag: Vi klipper og maler indianerdragter.

Tirsdag: Vuggestuen fortsætter med at lave indianerdragter. Vi laver alle pandebånd, der dekoreres med farver og fjer.

Onsdag: Vi maler indianertelt. Vi ruller en lang rulle stof ud på legepladsen, som børnene får lov at male på. Alle børn laver indianersmykker. Smykkerne bliver i år fremstillet af sugerør i forskellige farver vi har klippet i små stykker. Vi laver håndaftryk på vores flag som bliver lavet færdigt.

Torsdag: Vuggestuen laver pandebånd, halskæder og dragter færdig. Indianerteltet samles.

Fredag: Indianerfest. Dette er afslutningen på indianertemaet. Børnene bliver malet som indianere i ansigtet med ansigtsmaling. Børnene maler de voksne. De får deres dragter, pandebånd og smykker på. Indianerteltene bliver sat op, så børnene kan lege i dem. Bagefter spiser både vuggestuen og børnehaven pølser og pølsebrød som er lavet på bål, sammen ude på legepladsen.

Vuggestuen synger i løbet af ugedagene indianersangen: ”En indi, to  indi, tre indianer”

I børnehaven snakker vi om indianernes påklædning, hvor de bor og betydningen af antallet af fjer på pandebåndet.

Dokumentation:

I vuggestuehuset sætter vi billeder af dagens aktiviteter op på tavlen og fjernsynet i fællesrummet så forældrene kan se det og samtale om det med deres børn.

I børnehavehuset sætter vi billeder op af dagens aktivitet på væggen i fællesrummet.

Vi hænger indianerdragterne op i fællesrummene til de skal bruges om fredagen. Så har børnene mulighed for at gå og kigge på dem og vise dem til deres forældre i løbet af ugen.

I begge huse hænger vi vores indianerflag op.

Evaluering:

Alle aktiviteter blev lavet på legepladsen ved to fælles borde.

Børnehavebørnene snakkede meget om hvilke farver der skulle være på deres dragter. De accepterede fint at de ikke måtte få dragter, pandebånd og smykker med hjem før om fredagen, fordi de skulle bruges til indianerfesten. Nogle børn var meget bevidste om farvevalget i deres udsmykning. De valgte de samme farver til både pandebånd, smykker og dragter. Børnene skulle selv i år klippe frynser på deres dragt. Nogle børn havde svært ved at klippe dem så de fik hjælp fra de voksne. Nogle børn skrev selv deres navn på deres dragter. Børnene skulle selv klippe sugerørene i stykker som skulle bruges til halskæder og armbånd. Det syntes de var sjovt.

Vuggestuebørnene var meget interesserede i at male på dragter. De fik lov til at dekorere dragterne som de havde lyst til. Nogle børn lavede få penselstrøg og andre malede hele dragten i forskellige farver. De syntes det var hyggeligt at sidde sammen med børnehavebørnene.

Vuggestuen hyggede sig også med at lave pandebånd. Vi valgte at lave nogle af pandebåndene om formiddagen og i middagsstunden for at alle børn kunne få god tid til at fordybe sig og lave dem.  

Da indianerteltene blev malet på legepladsen brugte børnene meget tid på at snakke med hinanden om hvordan den skulle dekoreres og med hvilke farver. De eksperimenterede med at blande farver. De var rigtigt gode til at samarbejde og give hinanden plads. De var gode til at dele. Både vuggestuebørn og børnehavebørn deltog med stor interesse.

De fleste vuggestuebørn ville gerne have både dragter og pandebånd på. Børnene ville også gerne males. De voksne, der stod for ugens tema havde også klædte sig ud som indianere. De blev ansigtsmalet af hjælpsomme børn, som gik meget op i opgaven.

I vuggestuen og børnehaven viste vi billeder på fjernsynet. Dem har vi brugt meget tid på at snakke om sammen med børnene. Børnene har også kigget på dem sammen med forældrene.

Børnehaven og vuggestuen hængte billeder op som dokumentation i fællesrummet. De har også brugt megen tid på at kigge på dem og samtale om den indbyrdes og med deres forældre og søskende.

Børnene i børnehaven snakkede meget op til indianer festen om sidste års fest og at de glædede sig til at skulle holde fest igen. Forældrene udviste også begejstring overfor temaet.

 

Vores afslutning på indianertemaet var en succes. Legepladsen var fyldt med små og store indianere. Der var en rar og god atmosfære blandt børnene.  Børnene var rigtigt gode til at sidde og vente på at få deres mad.

Vi satte indianerteltene op og børnene legede i dem i løbet af formiddagen. Vi samledes ved indianerteltene og spiste pølser og brød. Nogle børn satte sig ind i teltene for at spise. Det var en rigtig god afslutning på temaet.

Børnene fik lov til at tage deres dragter, pandebånd og smykker med hjem om eftermiddagen, så de kunne fortsætte deres indianerleg derhjemme.