Pædagogik
Pædagogisk grundlag og læreplan.
Det skal være godt at være barn i Børnehuset Universet!
Det er derfor vigtigt for os, at alle børn bliver mødt i børnehøjde af anerkendende voksne. I Børnehuset Universet skal man have lov til at være den, man er, med de eventuelle udfordringer, man har med sig. Alle skal samtidig opleve, at de er en del af fællesskabet - at de blandt andet oplever at have gode venner. Vi tror på, at børn udvikler sig i relation med andre børn ud fra Howard Gardners teori om mesterlære. Derfor må børn i Universet gå på tværs af grupper, og børnene i Universet har en stor grad af medbestemmelse for deres eget liv.
Vi tror på, at demokrati i børnehøjde og at have medbestemmelse er vigtig læring i forhold til børnenes dannelsesproces. Vi bestræber os på at børnene i Universet lærer at mestre dette inden de forlader børnehaven for at starte i SFO, da dette er vigtig læring, når man bor i et land som Danmark.
Samtidig lægger vi også meget vægt på, at børnene inddrages i det daglige, og at de selv lærer at mærke efter, hvad de har brug for og lyst til lige her og nu. Dette sker selvfølgelig med guidning og støtte i forhold til, hvor det enkelte barn er i sin udvikling.
I Universet arbejder vi ud fra en anerkendende tilgang til børn. Vi tager udgangspunkt i Vygotskys teori om zonen for nærmeste udvikling. Det betyder, at vi går sammen med børnene, vi går foran børnene og guider dem, og vi går bag ved børnene og understøtter deres initiativer.
For at leve op til vores målsætning arbejder vi med åben plan, funktionsopdeling af husene med tematiserede lege- og læringsmiljøer samt værksteder - rum i rummene, og at de voksne følger børnene. Vi har små og store projekter, som både kan være aldersopdelt og på kryds og tværs af basisgrupperne. Børnene har deres basisgruppe og stue, hvor de ”hører til”, men de besøger hinanden på kryds og tværs, og mange aktiviteter går således også på tværs af grupperne.
Eksempler på projekter og aktiviteter kan være:
- Science
- Fokus på dyr og planter
- ’Ud i det blå’
- Sanser
- Eventyr
- Krop og bevægelse
- Musik og rytmik
- Vand
- Indianer
- Farver
- OL
- Sprog
- Og meget mere.
Vi er meget bevidste om vores faglige fundament og vores pædagogiske værdigrundlag. Vi arbejder ud fra temaerne i de pædagogiske læreplaner og bruger dem aktivt i planlægningen, gennemførelsen og evalueringen af vores forskellige projekter, som således indeholder mål for, hvilke kompetencer og erfaringer det enkelte projekt skal give børnene mulighed for at tilegne sig. Jo mere strukturerede vi er som voksne, jo mere indflydelse kan børnene få på deres hverdag. Alt dette er med til at gøre det rart at være barn i Universet.
Sådan arbejder vi med:
Vi arbejder ud fra det børnesyn, at barnet og barndommen har en værdi i sig selv. At børn og voksne i samspillet gennem dagen er ligeværdige, og at barnets mening er betydningsfuldt, hvorfor vi anerkender barnets perspektiv, udsagn, opfattelser og antagelse.
Dette vil børnene blandt andet opleve, når de voksne inddrager børnenes ideer i hverdagen og i projekter. De vil også opleve demokratiske processer omkring afstemninger i børnehøjde.
Et eksempel: Det kunne være en afstemning om, hvad der skal laves over bålet næste gang, hvor hvert barn så får en Legoklods, som de kan lægge på billedet af det forslag, som de stemmer på.
Leg og læring
Legende læring er grundlaget for de voksenstyrede aktiviteter, men også for legetøjet, redskaberne, omgivelserne og materialerne, der stilles til rådighed for børnene i den børneinitierede leg og aktivitet.
Eksempel: Da vi altid har fokus på alle børns kommunikative og sproglige udvikling, så sørger vi for, at mulighed for benævnelse er til stede på forskellige måder, således at der i dukkekrogen både er billeder med tekst og så mange forskellige ting som muligt, der naturligt høre til i en almindelig husholdning. Dette hjælper både de børn, som er præverbale, og dem der er rigtig godt med, fordi de tilbydes endnu flere nuancer af sproget helt naturligt i deres leg.
Børnefællesskaber
Da dagtilbuddet for de fleste børn er det første sted, de møder et børnefællesskab, har det stor betydning, hvordan de oplever sig selv som en del af dette. De erfaringer de får her, tager de med sig videre i livet. Det er i dette fællesskab, de skaber deres selvbillede og får en idé om, hvem de er, og hvem de ikke er. De spejler sig både i de relationer, de er en del af, og i de relationer, som de betragter. Med denne viden har vi stort fokus på, at alle bliver og oplever sig selv - som en del af børnefællesskabet.
Eksempel: Hvis et barn har vanskeligt ved at byde ind i en leg eller aktivitet og ikke kan se egne talenter, så vil den voksne støtte barnet til at byde ind i forhold til deltagelse. Det kan også gøres ved at få de andre børn til at sætte ord på, hvilke talenter de oplever hos den, der ikke selv kan se det eller oplever det.
Nogle mennesker har det vanskeligt med de store fællesskaber, hvorfor vi også respekterer og understøtter de små børnefællesskaber, hvor bare to eller tre børn får oplevelsen af fællesskab.
I Høje-Taastrup Kommune arbejder vi ud fra 3 grundværdier:
- Vi har høje ambitioner for alle børn - alle har talenter og ressourcer.
- Vi understøtter udviklingen af livsglade, engagerede, nysgerrige børn, der er medskabere af deres liv.
- Børn har ret til kontinuerlig læring i legende, demokratiske fællesskaber.
- I klynge G er vi ambitiøse, ikke bare på børnenes vegne, men også i forhold til fagligheden i vores pædagogiske arbejde og ansvar.
- Der arbejdes på tværs af klyngen, hvilket betyder at vi alle i 2019 og 2020 arbejder med begrebet ”kritisk tænkning” på tværs af husene, afdelingerne og de enkelte aldersgrupper. Dette betyder, at vi udbygger børnefællesskaberne, og børnene får øje på hinanden og skaber venskaber på tværs af afdelinger. Dette betyder ligeledes, at når børnene møder hinanden i andre sammenhænge eksempelvis til sport eller på legepladserne i vores område, kender børnene hinanden og får hurtigt etableret legefællesskaber. Dette kan smitte af på forældrene, som gennem deres børn også kommer til at lære hinanden at kende. Dette ser vi som er en kæmpe fordel, når vi som dagtilbud har fokus på at styrke de enkelte børns trivsel og læring i samarbejde med forældrene.
- Vi har høje ambitioner på børnenes vegne. Det betyder i hverdagen, at børnene er medbestemmende, og at de ved, at de bestemmer noget, at de voksne er til deres rådighed og er lyttende og anerkendende i relationen til ikke kun det enkelte barn men også til børnegrupperne samlet.
Dette medvirker, at børnene lærer, at de tages alvorligt, og at de får den demokratiske forståelse, som er så stor en del af Danmark. Alle børn uanset udfordringer skal opleve at kunne mestre leg og være en del af de aktiviteter der forgår i gruppen. - Alle børn har forskellige talenter og ressourcer, og det er vores fornemmeste opgave at hjælpe alle børnene til at finde, udvikle samt skabe bevidsthed om egne talenter og ressourcer.
LAHOPL og aktionslæring
I Høje-Taastrup Kommune arbejder vi med ”Lange, autentiske, hands-on, projektbaserede læringsforløb”. Det gør vi, fordi vi tror på:
- at det er vigtigt at kunne bruge den viden man fik dagen før, når man kommer i institution igen
- at det er vigtigt, at børn får autentiske oplevelser, som understøtter så mange sanser som muligt.
I arbejdet med børnene anvender vi aktionslæring, som går ud på, at vi sammen sætter aktioner i gang, undersøger, finder tegn, evaluere, vender eventuelt tilbage, udvikler, dokumenter, og sætter nye aktioner i gang.
De 6 læreplanstemaer ligger til grund for det pædagogiske arbejde i Børnehuset Universet. I løbet af et år kan temaer være fordelt således:
Cirkus
Vi arbejder med dette tema i januar, februar og marts måned, hvor vi inddrager alle 6 læreplanstemaer.
Natur
Vi arbejder med dette tema i april, maj og juni måned, hvor vi inddrager alle 6 læreplanstemaer.
Sommerferie temaer
Vi arbejder med disse temaer i juli og august måned, hvor vi inddrager alle 6 læreplanstemaer.
Kroppen
Vi arbejder med dette tema i september, oktober og november måned, hvor vi inddrager alle 6 læreplanstemaer.
Traditioner
Vi arbejder med dette tema i december måned, hvor vi inddrager alle 6 læreplanstemaer.
Alsidig personlig udvikling
- Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn udfolder, udforsker og erfarer sig selv og hinanden på både kendte og nye måder og får tillid til egne potentialer. Dette skal ske på tværs af blandt andet alder, køn samt social og kulturel baggrund.
- Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte samspil og tilknytning mellem børn og det pædagogiske personale og børn imellem. Det skal være præget af omsorg, tryghed og nysgerrighed, så alle børn udvikler engagement, livsduelighed, gåpåmod og kompetencer til deltagelse i fællesskaber. Dette gælder også i situationer, der kræver fordybelse, vedholdenhed og prioritering.
§ 3 i bekendtgørelse om pædagogiske mål og indhold i seks læreplanstemaer.
Social udvikling
Det pædagogiske arbejde med læreplanstemaet 'Social udvikling' skal tage udgangspunkt i beskrivelsen af temaet og to pædagogiske mål målrettet børn i aldersgruppen 0-5 år.
De to pædagogiske mal er følgende:
- Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn trives og indgår i sociale fællesskaber, og at alle børn udvikler empati og relationer.
- Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte fællesskaber, hvor forskellighed ses som en ressource, og som bidrager til demokratisk dannelse.
§ 5 i bekendtgørelse om pædagogiske mål og indhold i seks læreplanstemaer.
Kommunikation og sprog
Det pædagogiske arbejde med læreplanstemaet 'Kommunikation og sprog' skal tage udgangspunkt i beskrivelsen af temaet og to pædagogiske mål målrettet børn i aldersgruppen 0-5 år.
De to pædagogiske mål er følgende:
- Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn udvikler sprog, der bidrager til, at børnene kan forstå sig selv, hinanden og deres omverden.
- Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn opnår erfaringer med at kommunikere og sprogliggøre tanker, behov og ideer, som børnene kan anvende i sociale fællesskaber.
§ 7 i bekendtgørelse om pædagogiske mål og indhold i seks læreplanstemaer.
Krop, sanser og bevægelse
Det pædagogiske arbejde med læreplanstemaet 'Krop, sanser og bevægelse' skal tage udgangspunkt i beskrivelsen af temaet og to pædagogiske mål målrettet børn i aldersgruppen 0-5 år.
De to pædagogiske mål er følgende:
- Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn udforsker og eksperimenterer med mange forskellige måder at bruge kroppen på.
- Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn oplever krops- og bevægelsesglæde både i ro og i aktivitet, så børnene bliver fortrolige med deres krop, herunder kropslige fornemmelser, kroppens funktioner, sanser og forskellige former for bevægelse.
§ 9 i bekendtgørelse om pædagogiske mål og indhold i seks læreplanstemaer.
Natur, udeliv og science
Det pædagogiske arbejde med læreplanstemaet 'Natur, udeliv og science' skal tage udgangspunkt i beskrivelsen af temaet og to pædagogiske mål målrettet børn i aldersgruppen 0-5 år.
De to pædagogiske mål er følgende:
- Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn får konkrete erfaringer med naturen, som udvikler deres nysgerrighed og lyst til at udforske naturen, som giver børnene mulighed for at opleve menneskets forbundenhed med naturen, og som giver børnene en begyndende forståelse for betydningen af en bæredygtig udvikling.
- Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn aktivt observerer og undersøger naturfænomener i deres omverden, så børnene får erfaringer med at genkende og udtrykke sig om årsag, virkning og sammenhænge, herunder en begyndende matematisk opmærksomhed.
§ 11 i bekendtgørelse om pædagogiske mål og indhold i seks læreplanstemaer.
Kultur, æstetik og fællesskab
Det pædagogiske arbejde med læreplanstemaet 'Kultur, æstetik og fællesskab' skal tage udgangspunkt i beskrivelsen af temaet og to pædagogiske mål målrettet børn i aldersgruppen 0-5 år.
De to pædagogiske mål er følgende:
- Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn indgår i ligeværdige og forskellige former for fællesskaber, hvor de oplever egne og andres kulturelle baggrunde, normer, traditioner og værdier.
- Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn får mange forskellige kulturelle oplevelser, både som tilskuere og aktive deltagere, som stimulerer børnenes engagement, fantasi, kreativitet og nysgerrighed, og at børnene får erfaringer med at anvende forskellige materialer, redskaber og medier.
§ 13 i bekendtgørelse om pædagogiske mål og indhold i seks læreplanstemaer.
Alle mennesker kan på forskellige tidspunkter i livet være i en udsat position.
I Klynge G arbejder vi i relationer, vi arbejder med den enkelte og understøtter den enkelte, der hvor den enkelte er i sin udvikling. Vi skaber differentierede læringsmiljøer, der tager højde for at involvere alle børn, uanset om de er i en sårbar tid i livet eller ej. Alle børn skal trives, det gør vi ved at understøtte deres nysgerrighed samt troen på at de selv kan og at de er gode nok.
Alle børn skal have venner, hvor de sammen kan lære af hinanden, så de udvikler og danner deres egne identitet.
Vi sørger for, at der er hele året er forskellige pædagogiske lærings miljøer, både i hjemme husene, på legepladserne og ved ture ud af husene. Vi inddrager børnenes perspektiver, så de får lyst til at deltage uanset forudsætning. Herved understøttes børnenes leg, og de lærer gennem deres erfaringer og relationen til andre.
Gennem leg og læring udvikles børnene til nysgerrige samskabende mennesker, på trods af forskellige forudsætninger.
Her er vores læreplan og evaluering:
Her kan du læse Børnehuset Universets pædagogisk læreplan 2023-2024.
Læs her evalueringen af arbejdet med den pædagogiske læreplan.