Skip til hoved indholdet
    Hjem Job hos os

Job hos os

Studerende og nye medarbejdere.

Læs mere om os

Ansatte i Børnehuset Universet:

  • 12 pædagoger
  • 4 pædagogmedhjælpere
  • 1 PAU
  • 1 køkkenpersonale
  • 1 klyngeleder
  • Eventuelt 1-2 studerende

Ligesom vi har høje ambitioner på børnenes vegne, har vi det også på medarbejdernes.

Vi har en høj faglighed og har fokus på at have så mange fagkompetencer i personalegrupperne som muligt, hvorfor vi også prioriterer efter og videreuddannelse højt.

I Høje-Taastrup Kommune har vi fokus på nyansatte medarbejdere. Derfor tilbydes et onboarding forløb, hvor man lærer alle vores arbejdsgange og organisationen at kende.

Børnehuset Universet er opdelt i henholdsvis et vuggestuehus og et børnehavehus. Begge huse ligger på samme matrikel med fælles legeplads. Hver afdeling arbejder selvstændigt, men altid med et blik for, hvordan vi løser opgaven i hverdagen sammen og på tværs. Vi er et hus.

En gang om måneden afholder vi personalemøde. Vi tror på, at den faglige sparring og videndeling mellem afdelinger gør os alle endnu bedre, og at det kollegiale fællesskab styrkes bedst, når vi også er sammen om at udvikle praksis.

Opstart

Som pædagogstuderende i vores børnehus forventer vi, at du er forberedt til at kunne deltage aktivt i diverse aktiviteter med institutionens børn. Det betyder blandt andet, at du har regntøj, varmt tøj, praktisk fodtøj og andet klar i garderoben, hvis aktiviteten kræver særlig påklædning.

Når du starter i praktik i vores børnehus, så er du et nyt ansigt for rigtig mange mennesker, som alle skal lære dig at kende. Et godt førstehåndsindtryk er vigtigt, men kan ikke stå alene.

For at få mest ud af din praktik er det derfor vigtigt, at du altid er imødekommende, viser glæde og engagement - både kollegialt, i samspil med børnene og i forældresamarbejdet.

I opstarten skal du sørge for at præsentere dig selv. Det skal du gøre ved:

  1. At lave et opslag med et billede af dig selv og en kort tekst om, hvem du er, hvad du er optaget af, i hvilken periode du skal være i børnehuset også videre.
  2. At du i løbet af den første uge tager initiativ til at hilse på alle forældre og præsentere dig selv – Giv hånd (ikke i Corona-tid) og smil! Når der starter nye børn i institutionen, skal du ligeledes hilse på og byde velkommen.

Forældresamarbejde

Daglig kommunikation

Daglig kommunikation om det enkelte barn er en vigtig del af samarbejdet med forældrene. Det er derfor vigtigt, at du gennem dagen lægger mærke til alle børn og er opmærksom på, hvordan de hver især har det, hvem de har leget med, hvad de har leget, hvordan de er blevet udfordret, deres små sejre og så videre. Læg altid mærke til den anerkendelsesværdige intention og brug det til at fremme den positive fortælling om det enkelte barn.

Alle børn har ressourcer og værdi for et fællesskab. Det narrative skal forstørres gennem dine handlinger og fortællinger om barnet i forældresamarbejdet.

Forældresamtaler

Forældresamtaler bruges til at uddybe observationer vedrørende det enkelte barn. Her drøftes barnets udvikling i forhold til læreplanstemaerne fra den nye styrkede læreplan samt barnets sproglige udvikling. Ved forældresamtaler drøftes både status, næste udviklingstrin og eventuelle bekymringer. Forældrene skal altid orienteres forud for, at der iværksættes yderligere foranstaltninger i forhold til deres barn. Åben, ærlig og respektfuld dialog er altid afsættet i forældresamtalerne.

Som pædagogstuderende i Børnehuset Universet bestræber vi os på, at du minimum én gang deltager i en forældresamtale, så du får indblik i denne del af arbejdet som pædagog, og så du har en erfaring at bygge videre på, når du på et tidspunkt selv sidder som pædagog i en forældresamtale.

Det vil dog altid være det faste personale, som videregiver vigtige eller følsomme informationer til forældrene.

Vejledning

Som studerende aftaler du løbende vejledning med din praktikvejleder. Vejledningen tager udgangspunkt i dagligdagen, i læst teori, i dine opgave med mere. Det er vigtigt, at du tager aktiv del i vejledningen, for i Børnehuset Universet får man ikke en uddannelse, man tager en uddannelse. Så det er i høj grad dig som studerende, der laver dagsordenen for, hvad du ønsker vejledningen skal omhandle.

Personalemøder

Der afholdes personalemøder én gang om måneden, dog med undtagelse af juli og december. Personalemøderne afholdes på forskellige ugedage i tidsrummet mellem klokken 16.45 og 20.30. Det er ikke muligt at planlægge ferie eller afspadsering de dage, hvor der er personalemøder, da der er mødepligt.

Den studerende punkt

Ved hvert personalemøde er der et punkt på dagsordenen, som er den studerendes. Her kan du orientere dine kolleger om, hvad du er optaget af og arbejder med i perioden - og på den måde få erfaringer med at være en del af et lærende fællesskab. Videndeling og sparring er en vigtig del af det pædagogiske arbejde.

Arbejdstid

Som pædagogstuderende indgår du i institutionens normering. Du er ansat og får løn for 32 timer om ugen, hvilket er en gennemsnitsberegning af din ugentlige arbejdstid - og derfor ikke retvisende for det timetal, som fremgår af skemaet.

Pauser

Alle ansatte har ret til 29 minutters pause i løbet af en arbejdsdag. Dette forudsætter dog, at mødetiden/vagten er 6 timer lang, og at den strækker sig over frokostperioden.

Husk: Tilstedeværelse i forbindelse med afvikling af pause er påkrævet. Skulle du få behov for at forlade institutionen i din pause, da aftales dette med ledelsen og/eller praktikvejleder.

Mobiltelefon

Som udgangspunktet skal mobiltelefonen efterlades i dit skab i garderoben.

Skulle du alligevel have behov for at have mobiltelefonen med dig, skal dette aftales med leder og/eller praktikvejleder. Når behovet ikke længere er til stede, lægges mobiltelefonen tilbage i skabet.

OBS! Der er meget få acceptable grunde til, at det kan være nødvendigt at have mobilen på sig.

Sygemelding og raskmelding

Er du vågnet om natten/morgenen og er blevet syg, så skal du kontakte institutionen omkring klokken 06.00. Dette skyldes, at andre medarbejdere kan have mulighed for at nå at møde ind, så der er mennesker nok til at tage sig af institutionens børn.

Når du igen føler dig rask og klar til at komme på arbejde, så skal du ringe og raskmelde dig inden klokken 12.00 dagen før, du igen møder på job.. Føler du dig rask i løbet af aftenen, så skriv en besked til din leder.

I forbindelse med sygdom vil du blive ringet op af leder på 1., 5. og 10. sygedag.

Ferie

Som pædagogstuderende har du - præcis som alle andre - ret til at afholde ferie. Du får dog ikke udbetalt løn under ferie.

Lukkedage

 Disse registreres som ferie ligesom for det øvrige personale.

Når vi har ledige stillinger i Børnehuset Universet, lægges stillingsannoncen altid op på www.jobnet.dk og på Høje-Taastrup Kommunes hjemmeside - her. Er du interesseret, kan du søge jobbet via kommunes hjemmeside.

Se ledige stillinger

Ansættelsessamtaler afholdes altid med repræsentanter fra den stue, hvor der er en ledig stilling. Det er også muligt, at en forældrerepræsentant deltager.

Børnehuset Universet
Bomager 16
2640 Hedehusene

Telefon: 43 35 34 30

Klyngeleder: Susanne Henriksen
E-mail: SusanneHe@htk.dk

Mandag - fredag:
Klokken 06.00 - 16.45

Lukkedage